Dansk Sejlunion



Duelighedsbevis

Har du et fritidsfartøj, eller tænker du på at købe et? Så er det en god ide at tage en duelighedsprøve. Dansk Sejlunion er udbyder af duelighedsbeviser i samarbejde med censorer og sejlerskoler samt andre kursusudbydere.

Dansk Sejlunion er udbyder af duelighedsbevis og bemyndiger censorer, der eksaminerer i teoretisk og praktisk duelighedsprøve.

Tager du en duelighedsprøve, får du klar besked om sikkerhed til søs. Du får samtidig de nødvendige basiskompetencer, der betyder, at du forsvarligt kan manøvrere de fleste fritidsfartøjer. Et duelighedsbevis giver desuden ret til at føre speedbåd.

Duelighedsbeviset består af en praktisk delprøve, hvor du viser, at du kan manøvrere en båd i havn og til søs. Vælger du at aflægge prøven i en sejlbåd, skal du vise, at du kan sejle båden i forskellige vindretninger. Der lægges megen vægt på søsikkerhed, så du skal blandt andet også vise, at du kan lave en "Mand Over Bord"-manøvre med båden.

Duelighedsprøven har også en teoretisk delprøve, hvor du skal vise kendskab til blandt andet søvejsreglerne, afmærkning af farvandene og navigation.

Når du har bestået begge delprøver, modtager du duelighedsbeviset for fritidssejlere via censor eller sejlerskole.

Senest opdateret: 12. juni 2017