Dansk Sejlunion



Yngling

Yngling
Dansk Yngling Klub

International klasse | Kølbåd

Hvem er vi?

Dansk Yngling Klub støtter breddearbejdet i dansk sejlsport med vægt på ungdomsarbejdet i klubber med Ynglinge. Vi tager initiativer til træningsaktiviteter, kapsejladser, undervisning og meget mere.

Aktiviteter

I mange klubber bruges Ynglingen til at lære unge at sejle tursejlads. Tursejlads i Ynglingen foregår under lidt primitive forhold, men da båden sejler lige så hurtigt som større kølbåde til tursejlads, er der mange muligheder. F.eks. arrangerer flere klubber sommerture, som kan være både Fyn rundt, Sjælland rundt eller ture i skærgården.

Hvor er vi aktive

I Danmark er der ca. 200 Ynglinge i alt. Ynglingen bliver anvendt som klubbåd i ca. 50 klubber fordelt over hele landet. En af fordelene ved Ynglingen som klubbåd er, at den er solidt bygget.

På verdensplan er der tæt på 3000 både. Der sejles således Yngling i 3 verdensdele og i ca. 15 lande.

Målgrupper

Ynglingen er designet til en besætning på 2-3 personer og har mange trim-muligheder. Ynglingen har mange egenskaber, som giver mulighed for:

  • Tryg sejlads for nybegyndere
  • Sejlads for juniorer uden følgebåd
  • Sejlads for såvel unge som voksne
  • Sejlads for såvel lette som tunge besætninger
  • Tursejlads
  • Kapsejlads
  • Med samlet trailervægt på 1000-1200 kg. er båden let at traile
  • Taskesejlads til internationale stævner
  • Deltagelse i World Sailing VM

Ynglingen er ikke særlig kritisk over for den samlede besætningsvægt. Båden sejles optimalt med samlet vægt fra 170 kg og op til 260 kg. Lette besætninger er hurtigere i let luft, og tunge i hård luft, men bådhåndteringen er altafgørende.

En god brugt Yngling koster ca. 60.000 kr., hvis den skal være kapsejladsklar. Ynglingen kan erhverves ned til ca. 20.000 kroner i rimelig stand. Den er let at reparere, da der ikke er sandwichkonstruktion.

Nypris for en Yngling er ca. 250.000 kr. uden sejl.

Historik om Yngling

Ynglingen er designet i 1967 af nordmanden Jan Herman Linge, som også designede Soling, der er beregnet til en tung besætning. Jan Herman Linges søn ønskede en lignende båd, men lettere båd i stil med Solingen, altså en båd der henvendte sig til unge sejlere – heraf navnet Yngling. 

I Danmark startede Ynglinge-klassen i 1968, da KDY, Sejlklubben Sundet og Tårbæk Sejlklub købte de første 5 Ynglinge i fællesskab. Andre klubber kom hurtigt til, og enkelte private købte også båden. I både Norge og Danmark har Søværnet valgt båden som uddannelses- og kapsejladsbåd.

I 1980-90erne var der ofte samlet 50 Ynglinge til weekendstævner på Øresund. I perioden 2000-2008 var Yngling Olympisk klasse for kvinder.

Danske sejlere har tilsammen vundet VM 23 gange siden 1972. Senest i 2015 vandt Lucas Lier, Konrad Floryan og Frederib Berg (Hellerup Sejlklub) VM-titlen. Tidligere er VM vundet af Claus Høj, Bo Selko, Christian Rasmussen, Søren Pehrson, Mikkel Hartvig Andersen og Mads Christensen. VM for kvinder har være vundet af Trine Palludan, mens Yngling var Olympisk klasse for kvinder.

Se video med sejlads i Yngling herunder

 

 

Yngling

Ds Yngling

ISAF Status International
Type Kølbåd
Besætning 2-3 personer
Designer Jan Herman Linge
Længde 6,4 m.
Bredde 1,7 m.
Sejlareal
14 m2.
Spiler areal 22 m2.
Vægt 630-645 kg.
Annonce