Sejlerlandsholdet

Danmarks mandlige ILCA-sejlere jagter OL-pladsen i Australien

Fire danske sejlere kæmper for at sikre den magiske billet til OL i Paris til sommer. Nu er de taget til VM i Australien for at kvalificere nationen.

Foto: Peter Brøgger
Senest ajourført d. 25. januar 2024

26. Januar lyder startskuddet til første sejlads af mændenes VM i ILCA 7 i Adelaide, Australien.

For de unge danske sejlere er det samtidig en chance for at kvalificere nationen til OL - en drøm for alle fire.
Derfor har Horsens-sejleren Johan Schubert været i Australien siden start december for at få noget lokalkendskab:

- Og så har det været næsten to måneder med sindssygt god træning med en af verdens bedste træningsgrupper, hvor jeg har trænet med australierne og new zealænderne, siger han.

ILCA’en er mændenes singlehand OL-klasse, hvor konkurrencen her op til OL er på sit højeste. Alle sejlere stiller til start i topform.

Johan Schubert blev ved sidste VM nummer 32, en placering, han selvfølgelig håber på at forbedre. Men han prøver at lægge fokus et helt andet sted:

- Jeg føler mig i god form og min psyke er et godt sted. Jeg nyder konkurrencen, og glæder mig til at komme i gang med stævnet. Når det er sagt, så tror jeg på, formkurven går den rigtige vej og at kvalifikation til Paris er realistisk, siger sejleren fra Horsens.

Danskere til ILCA 7 VM

  • Johan Schubert, Horsens Sejlklub
  • Nikolaj Borch, Kongelig Dansk Yachtklub
  • Andreas Krabbe-Christensen, Kongelig Dansk Yachtklub
  • Kenneth Frederiksen, Sønderborg Yacht Club

Coach: Målet om nationspladser er ikke umuligt

Der er syv OL-nationspladser på spil under VM i Adelaide, så sejlerne skal præstere deres bedste for at sikre Danmark en billet til Paris til sommer.

Ifølge coach Dayne Sharp, der har over tyve års erfaring som olympisk coach, er der en stor gruppe lande, som sejler om de syv nationspladser. Men er det ikke umuligt for de danske sejlere at sikre OL-billetten:

- Hvis vores sejlere lever op til deres topniveau, så er det bestemt muligt at kvalificere sig, og heldigvis er vores sejlere klar på udfordringen, siger coachen.

Om Adelaide, hvor VM finder sted, siger han:

- Vi vil få meget forskellige, omskiftelige forhold, så under et langt seks-dages stævne handler det om at holde sig skarp og fokuseret, siger Dayne Sharp.

Der er syv nationspladser på spil ved ILCA 7 VM, som bliver uddelt til de bedst placerede nationer, der endnu ikke har kvalificeret sig til OL i Paris 2024.

Hvis Danmark kvalificerer sig til OL er stævnet også det første af to, som vil afgøre den interne danske udtagelse i ILCA 7-klassen.

.
Rul til toppen