Dansk Sejlunion



13. januar 2017 13:44 af Flemming Ø. Pedersen

Plan klar for Grandprix-stævner i 2017

Foto: Mogens Hansen

Her er oversigten over byer og datoer for den kommende Grandprix-sæson. Fra i år med et mere fleksibelt koncept, der åbner for flere bådklasser ved de enkelte stævner.

De hidtidige TORM Grandprix'er fortsætter i 2017. Nu blot benævnt Grandprix-serien og med et  stævneformat, der rummer enkelte justeringer. Her er datoerne for den kommende sæsons Grandprix-serie:

  • 6.-7. maj- Kolding Sejlklub
  • 20.-21. maj: Frederikssund/Marbæk Juniorsejlcenter og Jægerspris Sejlklub
  • 3.-4. juni: Kerteminde Sejlklub (3.-5. juni, Optimist A)
  • 26.-27. aug.: Skive Sejlklub
  • 23.-24. sep.: Skælskør Amatør- Sejlklub

Foruden Grandprix'erne er der fastlagt datoer for årets DM-stævner: 

  • 9.-10. sep.: Skovshoved Sejlklub (Junior- og Ungdoms DM)
  • 30. sep.- 1. okt.: Kongelig Dansk Yachtklub/ Søernes Sejlklub (Junior Hold DM Optimist)

Flere voksne sejlere

"Grandprix-serien er rygsøjlen i Dansk Sejlunions kapsejladsaktiviteter. Her i 2017 justerer vi stævnekonceptet, fordi vi gerne vil sende et signal om, at flere sejlere i fx Europa- og Laser-klasserne er velkomne til at deltage," forklarer Mads Flyger, klubkonsulent i Dansk Sejlunion og tovholder for Grandprix-stævnerne.

"Af samme grund hedder det ikke længere "Junior Grandprix" eller "Ungdoms Grandprix", da stævnerne sigter bredere. Den enkelte arrangørklub aftaler med Dansk Sejlunion, hvilke klasser man inviterer til sit eget stævne," forklarer Mads Flyger.

Grandprix-serien omfatter klasserne: Optimist, Zoom8, 29er, Europa, Laser 4.7, Laser Radial og Laser Standard. Eventuelt også Hobie 16.