Dansk Sejlunion



15. februar 2017 11:15 af Flemming Ø. Pedersen

Bliv frivillig ved VM 2018 - sammen med 800 andre

Nu har du muligheden for at melde dig som frivillig ved én af de største sportsbegivenheder i Danmark nogensinde.

Aarhus indbyder til sejlsport i verdensklasse og kæmpefest på havnen, når byen i august 2018 er vært for det store VM for alle ti olympiske klasser. Forberedelserne er i fuld gang – og med halvandet år til stævnestart bliver der nu taget hul på rekrutteringen af frivillige VM-hjælpere.

DU kan nu melde dig som én af de 800 frivillige, der bliver brug for i forbindelse med VM 2018.

Her er formularen, hvor du kan tilmelde dig som frivillig

Cirka 400 af de frivillige skal bidrage ved den sportslige afvikling på land og på vandet, når de 1500 sejlere fra 100 lande kæmper om VM-medaljer og nationspladser til OL i Tokyo 2020.

De andre 400 frivillige får til opgave at håndtere den gigantiske folkefest på havnen, hvor målet er at få op mod 400.000 gæster forbi i løbet af VM-dagene.

5 gode grunde til at blive VM-frivillig
Med et færdigpakket frivilligprogram bliver du budt velkommen på VM-holdet. ALLE kan være med. Her er fem gode grunde til, at også DU bliver en del af holdet. Du vil opleve...

  1. Et fantastisk fællesskab blandt 800 andre frivillige
  2. En fælles indsats, der omfatter kultur, værtskab, sejlsport og praktiske opgaver
  3. En vigtig kultur- og sportsbegivenhed på lokalt, nationalt og internationalt niveau
  4. Et globalt fællesskab, når sejlere fra hele verden kommer til Aarhus
  5. En festlig indvielse af byens nye havnearealer ved Aarhus Ø under VM 2018 

Vil du vide mere - så læs VM's frivilligpolitik

Testevent i august 2017
Allerede her i august 2017 venter den første store opgave for mange af de frivillige hænder, når VM's testevent skal afvikles.

Aarhus Sailing Week 2017 forventer deltagelse af 600 sejlere, der kommer til Aarhus for at prøve kræfter med vandet på Aarhusbugten, før det for alvor går løs ved VM 2018. Foruden det sportslige bliver testeventen et vigtigt skridt på vejen for VM-organisationen, hvor bl.a. logistik, teknik, afvikling mv. skal testes i praksis.