Dansk Sejlunion



27. juni 2017 19:09 af Henrik Tang

Fritidssejleruddannelse - bliv bemyndiget censor fra 1. sept.

Henrik Tang, Dansk Sejlunion
Foto: Henrik Tang, Dansk Sejlunion

Ansøg senest d. 7. juli, hvis du ønsker at blive censor til at forestå teoretiske og praktiske prøver i duelighedsbevis og speedbådskørekort fra d. 1. september.

Fra d. 1. september 2017 er Dansk Sejlunion bemyndiget til at udstede duelighedsbevis og speedbådskørekort. Det indebærer blandt andet, at Dansk Sejlunion fra skæringsdatoen vil stå klar med et korps af censorer, som kan forestå teoretiske og praktiske prøver hos de sejlerskoler og øvrige kursusudbydere, som Dansk Sejlunion samarbejder med.

D. 2. juni lancerede Dansk Sejlunion en ny informationsside om fritidssejleruddannelser og Dansk Sejlunions nye bemyndigelse til at udstede duelighedsbevis og speedbådskørekort. I forbindelse med lanceringen af informationssiden blev det muligt at ansøge om at blive censor til at forestå dueligheds- og speedbådsprøver gennem Dansk Sejlunion. 

Dansk Sejlunion har siden d. 2. juni modtaget over 60 ansøgninger fra personer, der ønsker at blive udnævnt som censorer til at forestå dueligheds- og speedbådsprøver gennem Dansk Sejlunion. Det kommende korps af Dansk Sejlunions censorer har en rimelig geografisk dækning, om end der er et behov for flere censorer på Fyn, Sydsjælland med øerne samt i Sønderjylland.

Ansøg senest d. 7. juli og deltag i informationsmøde

I uge 34 afholder Dansk Sejlunion informationsmøder for censorer og kursusudbydere. Hvis man ønsker at være med i korpset af censorer for Dansk Sejlunion fra skæringsdatoen d. 1. september, er det ved at være sidste chance for at ansøge om at blive censor denne omgang.

Hvis man ønsker at deltage i informationsmøder i uge 34, er ansøgningsfristen d. 7. juli.

Se mere om fritidssejleruddannelser og Dansk Sejlunions tilbud til censorer og kursusudbydere ved at klikke på bannere herunder.