Dansk Sejlunion



26. juni 2017 16:32 af Flemming Ø. Pedersen

Hempel bliver titelsponsor for VM 2018 i Aarhus

Hempel-direktør Henrik Andersen (tv) og Aarhus-borgmester Jakob Bundsgaard ved underskrivelsen af titelsponsoratet (26.6.). Foto: Aarhus Events

Ny aftale med den globale malingsvirksomhed betyder, at VM's officielle titel bliver ”Hempel Sailing World Championships Aarhus Denmark 2018”.

Én af de allervigtigste samarbejdsaftaler for VM 2018 i Aarhus er faldet på plads. Mandag (26.6.) kunne VM-organisationen løfte sløret for, at den verdensomspændende, danske malingsvirksomhed Hempel bliver titelsponsor for næste års VM-stævne på Aarhus Bugt, som hermed får den officielle titel, ”Hempel Sailing World Championships Aarhus Denmark 2018”.

Stolte over sponsorat
”I Hempel er vi stolte over at være titelsponsor for denne enestående sejlsportsevent. Hempel er en af Danmarks mest globale virksomheder med rødder i det maritime. Intet er mere naturligt end, at vi støtter et arrangement, hvor op mod 1.500 af verdens bedste sejlere fra mere end 100 nationer mødes og konkurrerer," sagde CEO for Hempel, Henrik Andersen, da aftalen formelt blev underskrevet ved et arrangement i Aarhus.

Enestående sportsevent
Medunderskriver var også Aarhus' borgmester Jakob Bundsgaard (S), der er formand for præsidiet bag VM.

”Hempel er en global virksomhed med engagement i mere end 80 lande. Titelsponsoratet understreger, at VM 2018 ikke blot er det største enkeltstående sportsevent i Aarhus nogensinde, men også blandt de største internationale sejlsportsevents til dato," sagde Jakob Bundsgaard.

Hempel blev gundlagt i 1915 og beskæftiger i dag mere end 5.500 medarbejdere i mere end 80 lande verden over. Virksomheden har stolte maritime traditioner som leverandør i mere end 100 år af maling til skibs- og bådindustrien.