Harboe Cup sidst i september markerede afslutningen på årets serie af Dansk Sejlunion Grand Prix'er. Det var et gigantstævne med hele 425 sejlere på startlinjerne. I sæsonens løb kun marginalt overgået af de 450 sejlere ved Kerteminde Sejlklubs Sail Extreme i juni.
2017 var første Grandprix-sæson under Dansk Sejlunions nye stævnekoncept, hvor der ikke længere skelnes mellem junior- og ungdoms-Grandprix'er.
"Vi har endnu ikke opgjort de samlede tal i detaljer, men vi har en stærk formodning om, at vi har haft flere sejlere på vandet i 2017 sammenlignet med de seneste år," siger Mads Flyger, klubkonsulent i Dansk Sejlunion.
Flere Optimister og 29ere
"Konkret kan vi se, at antallet af Optimist-sejlere voksede fra 82 sejlere i 2016 til 109 sejlere i 2017. Og i 29er har vi set en fremgang fra 21 besætninger i 2016 til 32 i 2017," uddyber han.
Afgørende for fremgangen har været, at der har været flere tilgængelige stævner hen over hele sæsonen for de enkelte klasser.
Se resultater og ranglister fra Grandprix-serien 2017
Allerede nu er der udpeget værter og datoer for Grandprix-serien i 2018, foruden årets Junior- og Ungdoms-DM. Sæt derfor kryds i kalenderen ved følgende weekender:
- 5.-6. maj - KDY, Rungsted
- 19.-20. maj - Sail Extreme, Kerteminde Sejlklub
- 2.-3. juni - Aarhus Sejlklub
- 25.-26. august - Kolding Sejlklub
- 15.-16. sept. - Junior- og Ungdoms DM, Sønderborg Yacht-Club
- 29.-30. sept. - Harboe Cup, Skælskør Amatør-Sejlklub