Dansk Sejlunion



20. januar 2018 11:39 af Flemming Ø. Pedersen

Line Markert - Kapsejlads i tragisk perspektiv

Foto: Amory Ross/Volvo Ocean Race

Udtalelse fra Dansk Sejlunions formand, Line Markert, i forbindelse med dansk-amerikanske Vestas 11th Hour Racings kollision med en fiskerbåd - hvor én person er omkommet.

Line Markert udtaler:

Det er med dyb forfærdelse, at jeg her lørdag morgen (20.1.), ser meddelelsen om, at en person er omkommet i forbindelse med en kollision ud for Hong Kong mellem et fiskerfartøj og dansk-amerikanske Vestas 11th Hour Racings båd. 

Ulykken skete ca. kl. 18.23 dansk tid, fredag aften (01.23 lokal tid), tæt ved afslutningen af Leg 4 i det igangværende Volvo Ocean Race.

Den omkomne var om bord på fiskerfartøjet. Der er ikke forlydender om øvrige tilskadekomne blandt fiskerbådens besætning, ligesom det er bekræftet, at alle om bord på Vestas-båden er ok.

Jeg sender mine tanker og varmeste medfølelse til den omkomnes familie og efterladte.

Det er ubærligt, at en kapsejlads, hvor det egentlig bare handler om at komme først, på denne måde pludselig kan få et helt andet og dybt tragisk perspektiv. Når uheldet slår ned, kan livet være en skrøbelig størrelse - det er denne ulykke en grusom påmindelse om.

Jeg ved, at Vestas 11th Hour Racing sammen med Volvo Ocean Race vil gøre alt for at støtte op om de lokale myndigheders beredskaber, herunder bidrage til at klarlægge forløbet, der førte til ulykken.

Vi må se frem til, at undersøgelserne forhåbentlig giver svar, der kan bidrage til at mindske risikoen for tilsvarende ulykker i fremtiden. 

Line Markert
formand
Dansk Sejlunion