Dansk Sejlunion



14. november 2018 10:20 af Flemming Ø. Pedersen

Grandprix-serien - FLERE sejlere i ALLE klasser

Optimister ved Grandprix-stævnet i Aarhus. Foto: Peter Brøgger

Dansk Sejlunions fem Grandprix-stævner i 2018 var begunstiget af formidable vejrforhold og masser af sejlere. Nye værtsbyer for 2019 er udpeget.


For andet år i træk kan Dansk Sejlunions Grandprix-serie melde om markant fremgang i deltagertallet.

I alt var 541 sejlere på vandet i løbet af sæsonens fem stævner i Rungsted, Kerteminde, Aarhus, Kolding og Skælskør. Det er en fremgang på hele 31 procent i forhold til de 412 deltagere i 2017.

Få nyhedsbreve fra Dansk Sejlunion - tilmelding her

En del af fremgangen kan forklares med, at KDY's stævne i Rungsted som en del af den internationale Eurocup-serie for 29ere tiltrak besætninger fra det meste af Europa.  

Men fremgangen rækker videre end dét. Faktisk har der været flere deltagere i samtlige klasser i 2018 sammenlignet med året før. I tallene indgår både danske og udenlandske sejlere.

24Gp Aarhus0618 Peterbroegger

Foto: Peter Brøgger

  2018

2017

Optimist

210

177

Zoom8

60

47

Europe

83

63

Laser*

63

60

29er**

125

65

541

412

* Dækker over Laser Std., Laser Radial Piger og Drenge samt Laser 4.7

** Tallene for 29er dækker over antal sejlere (ikke besætninger)


Lille fremgang over hele linjen
"Vi har registreret et fin lille fremgang over hele linjen. Det er positivt i sig selv, og det underbygger en god udvikling, som vi oplevede allerede i 2017, hvor vi omlagde konceptet for Grandprix-serien," forklarer Mads Flyger, klubkonsulent i Dansk Sejlunion.

Hvorvidt tallene afspejler en reel fremgang, der også slår igennem på klubniveau i form af flere sejlere, er endnu for tidligt af svare på.

"Foreløbigt kan vi konstatere, at mange jollesejlere gerne vil sejle kapsejlads. Vi ved også, at det lige nu er svært at finde brugte Lasere og Europajoller. Det er positive indikatorer," forklarer Mads Flyger.

32Gp Aarhus0618 Peterbroegger

Foto: Peter Brøgger

Champagnesejlads
Den rekordlange og solrige sommer smittede i høj grad også af på Grandprix-stævnerne.

"Vi fik sejlet under alle forhold. I forårets svage vinde fik vi ganske vist ikke gennemført helt så mange sejladser som ønsket. Stævnerne efter ferien havde mere luft, og sæsonen bedømt som helhed er vel dét, vi kalder champagnesejlads," lyder det fra Mads Flyger.

"Forårsstævnerne var præget af højtryk og let luft. Efter sommerferien havde vi mere luftige vindforhold. Det er svært at forestille sig, vi igen vil opleve en sæson, hvor der både er masser af sol, høje temperaturer, varmt vand og SÅ varierede vindforhold." 

28Gp Aarhus0618 Peterbroegger

Foto: Peter Brøgger

Her er værtsbyerne for 2019
Kalenderen for Grandprix-stævner i 2019 er netop faldet på plads. Datoer og værtsbyer er følgende:

  • 4.-5. maj, Kaløvig Bådelaug
  • 17.-19. maj, Yachtklubben Furesøen
    (29er-klassen har Grandprix/EuroCup i Rungsted (KDY)  
  • 8.-9. juni, Kerteminde Sejlklub (Sail Extreme)
  • 28.-29. sept., Skælskør Amatør-Sejlklub (Harboe Cup)

Efter dialog mellem Grandprix-miljøet og Dansk Sejlunion er det besluttet at skære antallet af stævner ned fra fem til fire. Det sker for at skabe bedre rum for regionale og lokale stævner.

Foruden Grandprix-serien er Horsens Sejlklub 14.-15. september vært for Ungdoms-DM 2019.

----------------------

For nogle klassers vedkommende vil udvalgte stævner i Grandprix-serien 2019 danne grundlag for udtagelse til internationale mesterskaber. De enkelte klasseorganisationer melder selv dette ud til deres medlemmer i takt med, at det afklares.

38Gp Aarhus0618 Peterbroegger

Foto: Peter Brøgger