Dansk Sejlunion



7. december 2018 09:30 af Dansk Sejlunion

Lavere afgift - et godt skridt på vejen

Formandsblog: Sejlsporten og bådbranchen går bedre tider i møde efter nedsættelse af forsikringsafgiften. Men kampen slutter ikke her, skriver Dansk Sejlunions formand, Line Markert, i denne kommentar.


Kære alle...
Forleden indløb nyheden om, at afgiften på lystbådes kaskoforsikringer nedsættes. Som led i finanslovsaftalen for 2019 sænkes afgiften fra 1,34 til 1,0 procent af forsikringssummen. Omregnet i kroner svarer det til en årlig besparelse på cirka 1000 kr., hvis du har en båd, der er kaskoforsikret for 300.000 kr.

Få nyhedsbreve fra Dansk Sejlunion - tilmelding her

Skal vi så være glade?.. Ja, så ganske afgjort. Besparelsen kan mærkes. Både for den enkelte bådejer. Og for de mange sejlklubber, der nu sparer nogle penge, som i stedet kan investeres i aktiviteter, udstyr, vedligehold eller andet, der kommer de aktive sejlere til gavn og glæde.

Vi kan med god ret sende en venlig tanke til regeringspartierne (V-K-LA) og DF, som til sammen udgør flertallet bag afgiftslettelsen.

Afgifter svære at rokke
Samtidig kan vi i vores stille sind undre os lidt over, hvorfor det skulle tage så lang tid! De samme partier var ganske stålsatte i deres protester, da den daværende S-R-SF-regering i 2012 gennemtrumfede forhøjelsen fra 1,0 procent til 1,34 procent. Man kan mene, at afgiften dermed var et oplagt sted at gribe fat straks efter regeringsskiftet i 2015. Men det lod vente på sig...  

Det giver et ganske godt billede af, hvorfor det er umådelig vanskeligt at rokke ved indarbejdede afgifter, der giver penge i statskassen. Penge, som ingen regering giver afkald på uden videre. Netop derfor skal vi glæde os over, at det rent faktisk er lykkedes at komme igennem denne gang.

035Klubkonf161118

Mange har bidraget
Mange har bidraget til at få afgiften på forhandlingsbordet. I Dansk Sejlunion har vi over længere tid bl.a. haft møder med nøglepersoner i Skatteministeriet, vi har sendt udførlige høringssvar om afgiften, og vi har fulgt op med direkte kontakter til de politiske ordførere. Også DIF, Dansk Industri, Danske Tursejlere og andre har fra hver sit udgangspunkt skubbet til sagen.

Lige så vel som der uden tvivl er bådejere og klubber, der har sendt protestmails og benyttet møder med lokalvalgte folketingsmedlemmer til at fremføre holdninger om afgiften. Alt sammen spiller det en rolle - stor som lille - den dag, ændringerne stemmes gennem folketingssalen.

Vi skal være på vagt
Er vi så nået i mål?... Naturligvis ikke. Af flere grunde.

For det første rulles afgiften nu tilbage til samme niveau som før 2013. Men allerede dengang var det urimeligt, at sejlsport som den eneste fritidsaktivitet overhovedet var pålagt en særlig statsafgift på sit udstyr. Det er stadig urimeligt. Og vi vil stadig se klubber og bådejere sende millioner af afgiftskroner til staten hvert år.

Formandsblog - startskud for strategiproces

For det andet, så har vi allerede her i dagene efter finanslovsaftalen set ledere fra flere oppositionspartier nævne lystbådene som et punkt, hvor regeringen "hjælper de rige". Afgiftslettelsen udgør i alt 20 mio. kr. om året. Det svarer til - hold nu fast - cirka 0,003 procent af finanslovens samlede udgiftsramme på over 700 mia. kr.              

Lystbåde og symbolpolitik
Alligevel er der SÅ meget symbolik omkring lystbåde (som værende legetøj for de rige), at dele af Folketinget insisterer på at trække lystbådene frem i overskrifterne, når de kommenterer finanslovsaftalen. Dette uagtet, at langt de fleste både i Danmark er små i størrelse og ejes af almindelige danskere med almindelige indtægter. Og uagtet, at netop de største og dyreste både i mange tilfælde ikke betaler afgifter, fordi de er selvforsikrede.  

Nuancer og kendsgerninger er ikke nødvendigvis afgørende i det politiske spil. Derfor skal vi være på vagt. De politiske vinde kan skifte, og afgiften kan risikere et nyt tryk opad, når der igen bliver behov for symbolpolitiske markeringer.    

Dansk Sejlunion fortsætter kampen
I Dansk Sejlunion holder vi fast ved, at kaskoafgiften rammer uden for skiven. Afgiften har negative effekter for bådejere, sejlklubber, havne, indlandsturisme, bådbranche og værfter.

Vi vil fortsætte med at oplyse politikerne om, at sejlsport er en folkesport i Danmark. Vi vil fortælle, at sejlads er indgangen til fællesskaber og store naturoplevelser. Vi vil forklare, at sejlturisme skaber omsætning og aktivitet i hele landet - ikke mindst i mange yderområder. Og vi vil understrege, at sejlsport fører til beskæftigelse i havne og på værfter.

Lige nu glæder vi os over, at der er lyttet til gode, saglige argumenter - og at der er lettet på afgiftspedalen. Det er et godt skridt på vejen, men vi er ikke i mål. Kampen fortsætter...     

Sejlerhilsen
Line