Dansk Sejlunion



21. december 2018 12:15 af Flemming Ø. Pedersen

Nyt landshold klar til 2019 med OL-udtagelser

Enkelte nye navne er med på sejlerlandsholdet for 2019. For første gang i flere år er der mere end én 49er-besætning på holdet.


OL i Tokyo 2020 rykker nærmere for hver dag - og allerede inden udgangen af 2019 er der taget hul på udtagelserne af sejlere, der skal repræsentere Danmark ved legene i Japan.

Dansk Sejlunions sportslige ledelse har udtaget et sejlerlandshold for 2019. Et hold med flere nye navne i forhold til VM-året 2018.

I 49er er der for første gang i flere år to besætninger på landsholdet. Jonas Warrer og Jacob Precht-Jensen har fået følgeskab af Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl, som med deres 11. plads ved VM i Aarhus sikrede den danske OL-nationsplads i Tokyo.

"Mads Emil og Nikolaj har løftet deres niveau gennem 2018. De sejlede et fremragende VM, og vi tror på, at de har potentialet til at etablere sig i top-10," forklarer sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen.

"Jonas og Jacob havde ikke et vellykket VM, men vi ved, hvad de kan, og de er netop blevet nummer to ved Portugal Grand Prix, så også deres udvikling og samarbejde tegner godt i øjeblikket."

Begge landsholds-49ere stiller op for KDY.

Tæt parløb i FX
I 49erFX imponerede de danske besætninger ved samme Portugal Grand Prix med henholdsvis en andenplads til Anne-Jule Foght Schütt-Iben Nielsby og en tredjeplads til Ida Marie Baad-Marie Thusgaard.

"Vi har to stærke FX'ere, der viser, at de kan gøre sig gældende i toppen, og de kan samtidig bruge hinanden til at løfte niveauet endnu mere," siger Thomas Jacobsen om de to landsholdsbesætninger, der stiller op for henholdsvis Horsens og Aarhus Sejlklub.

Lærke Buhl-Hansen ny på landsholdet
RSX-surfer Lærke Buhl-Hansen (Aarhus Sejlklub) er én af de nye navne på sejlerlandsholdet i 2019. Hun imponerede ved VM i Aarhus med en 14. plads, der udløste nationsplads ved OL i Tokyo.

"Lærke har gode træningssamarbejder og i det hele taget en god plan for sin udvikling. Hidtil har hun haft en udfordring med at komme op i idealvægt, dét har hun fået løst, så vi tror på, at hun har forudsætningerne for at komme endnu tættere på verdenstoppen," siger Thomas Jacobsen.

Til gengæld er den dobbelte OL-surfer Sebastian Fleischer ikke at finde på det aktuelle landshold. Efter et VM, hvor han med en 21. plads ikke fik dét resultat, han havde håbet på, er han lige nu i tænkeboks om fremtiden. Der er stadig muligheder for at hente en OL-plads i løbet af 2019.

Se alle navne på sejlerlandshold, ungdomslandshold og udviklingslandshold