Dansk Sejlunion



28. april 2019 09:51 af Flemming Ø. Pedersen

Legende hædret med Dansk Sejlunions Ærestegn

Dansk Sejlunions formand Line Markert placerer Ærestegnet på Jørgen Ring - som anerkendelse af en enestående indsats for dansk sejlsport. Foto: Per Falkjær

For sin livslange indsats som ungdomsleder i KDY og Taarbæk Sejlklub er Jørgen Ring tildelt Dansk Sejlunions højeste udmærkelse, Ærestegnet. Overrækkelsen fandt sted ved standerhejsningen i Taarbæk Sejlklub, lørdag den 27. april.

Ungdomsledere kommer og går. Sådan er det i al foreningsidræt. Nogle få strækker indsatsen hen over en længere årrække. Og så er der nogle ganske få, for hvem lederarbejdet i foreningerne er en livslang gerning.

Én af disse ganske få er Jørgen Ring. 

Gennem de seneste 55 år har Jørgen Ring uddannet hundredvis af unge sejlere. Han var blot 14 år, da han blev assisterende sejlinstruktør i Taarbæk Sejlklub. Få år senere, i 1964, trådte han til som klubbens ungdomsleder.

Fra 1975 og frem fulgte hele 37 år som juniorleder i KDY - indtil han i 2012 vendte tilbage til Taarbæk Sejlklub som leder af juniorafdelingen, hvor han i en alder af 73 år stadig er i fuld gang med at undervise klubbens sejlere.

For sin livslange og helt enestående indsats for ungdomssejladsen i Danmark har bestyrelsen i Dansk Sejlunion besluttet at tildele Jørgen Ring Dansk Sejlunions højeste udmærkelse, Ærestegnet.

27Aerestegn0419 Perfalkjaer

Foto: Per Falkjær

Engagement og ægte sejlerglæde
"Jørgen Ring repræsenterer det fineste, som sejlsporten har - en dyb kærlighed til sporten, et levende og vedholdende engagement og en ægte sejlerglæde der føles stærk, at den bare deles med andre. Mange, mange andre for Jørgens vedkommende," sagde Dansk Sejlunions formand, Line Markert, da hun lørdag (27.4.) overrakte Ærestegnet til Jørgen Ring.

Overrækkelsen fandt sted i forbindelse med Taarbæk Sejlklubs standerhejsning for den nye sæson.

"I Dansk Sejlunion kender vi værdien af de ledere, som med deres årelange og loyale indsats skaber det solide fundament og den bærende kontinuitet i sejlklubben. Vi kalder dem ildsjæle og kulturbærere - titlen er ikke så vigtig, men deres indsats og engagement er uvurderlig. Jørgen Ring er om nogen et lysende eksempel på en sejlsportsleder og en ildsjæl, som med sin viden, erfaring og smittende sejlerglæde er med til at sikre et fortsat stærkt og levende klub- og sejlerliv i Danmark," sagde Line Markert og fortsatte:

"Derfor er det med stolthed og dyb respekt, at vi i bestyrelsen i dag kan overrække Dansk Sejlunions Ærestegn til Jørgen Ring. Det er Ærestegn nummer 40 i rækken. Jørgen, du er en fornem eksponent for jubilæet."

31Aerestegn0419 Perfalkjaer

Jørgen Ring, Line Markert og Taarbæk Sejlklubs formand, Jens Stephensen. Foto: Per Falkjær 

Hjertet banker for Yngling'en
Jørgen Ring har i sit virke arbejdet med nærmest hele paletten af bådtyper. Dog er der særligt én klasse, hans navn forbindes med - Yngling'en.

Han var med fra begyndelsen, da båden blev introduceret sidst i 1960'erne, og han stod i spidsen for dens udbredelse i Danmark, hvor den mange år frem stod helt centralt som kølbåd for unge sejlere.

Han mestrer selv båden og har deltaget i et utal af mesterskabsstævner i ind- og udland. Det siger ikke så lidt, at han for nogle år siden blev hyldet for sin indsats ved en VM-gallamiddag i Australien, hvor værterne tildelte ham æresnavnet "Jørgen R. Yngling".

Ligeledes har man ved Ungdoms-EM i en årrække sejlet om trofæet "Jørgen Ring Perpetual Trophee".

Selv fremhæver han dog noget andet - nemlig sine op mod 40 sommertogter, hvor en flotille af Yngling-både med unge besætninger sejler af sted i op til et par uger i ferietiden, blandt andet med kurs mod de svenske kyster eller mod Anholt og andre danske øer.  

35Aerestegn0419 Perfalkjaer

Foto: Per Falkjær 

Unge skal tages alvorligt
Jørgen Ring er om nogen et forbillede og en kilde til inspiration for ungdomsledere og trænere i hele landet. Om sin tilgang til at arbejde med unge sejlere sagde han følgende i et Minbaad-interview for nogle år siden:

"Det, jeg gør, er at behandle de unge som voksne, ligeværdige og selvstændige mennesker. Dét er det allervigtigste - at sætte pris på dem og tage dem alvorligt."

Ærestegnet er Dansk Sejlunions højeste udmærkelse. Uddelt første gang i 1972 og i årenes løb tildelt en lang række af dansk sejlsports mest markante skikkelser. Jørgen Ring er den 40. modtager af Ærestegnet.

Her er oversigten over alle tidligere modtagere 

Aerestegnet

Dansk Sejlunions Ærestegn