Dansk Sejlunion



3. april 2019 13:26 af Flemming Ø. Pedersen

Søg foreningspuljen - over 40 mio. til klubprojekter

Foto: Lars Andreasen

DIF og DGI's foreningspulje på 44 mio. kr. er sejlklubbers mest oplagte mulighed for støtte til projekter, der styrker fællesskaberne. Chancerne er gode - cirka hver anden ansøger fik tilskud i 2018!

Sejlklubber kan søge økonomisk støtte i DIF og DGI’s foreningspulje, som i 2019 er på cirka 44 mio. kroner. Puljen støtter hverdagens fællesskaber i idrætsforeninger over en bred front.

Puljen er delt i to kategorier med cirka samme beløbsramme: 

Ansøgninger op til og med 30.000 kr. behandles løbende. I denne beløbskategori gælder først-til-mølle-princippet, dog under forudsætning af, at ansøgere og ansøgninger ligger inden for retningslinjerne for DIF og DGI’s foreningspulje. DIF og DGI’s foreningspulje tilstræber at behandle og besvare ansøgninger i denne beløbskategori inden for fire uger efter, at ansøgningen er modtaget. 

Ansøgninger fra 30.001 til 300.000 kr. behandles tre gange i løbet af 2019. De næste frister er 31. juli 2019 og 31. oktober 2019. I behandlingen af ansøgninger i denne kategori vil DIF og DGI’s foreningspulje prioritere støtte til ambitiøse og målrettede udviklingsprojekter med fokus på at aktivere flere danskere og øge foreningernes tilgængelighed og synlighed i det omkringliggende samfund.

Læs meget mere om foreningspuljen, herunder kriterier, betingelser og søgemetode HER 

I kort form er puljens formål: 
Formålet med DIF og DGI’s foreningspulje er at støtte hverdagens fællesskaber i idrætsforeningerne. Fællesskaber, hvor helt almindelige danskere i hele landet mødes året rundt, får demokrati og deltagelse ind under huden, oplever glæden ved idræt, lærer hverdagens sociale normer og knytter bånd til andre på kryds og tværs af alle øvrige skel.

Eksempler på støttede tiltag
Her er fem eksempler på, hvad sejlklubber fik tilskud til i 2018:

  • Sejlklubben Limfjorden, 95.000 kr. til nye klubbåd. Sandsynligvis en J/80’er. Puljebidraget er en del af et større beløb, som klubben er godt på vej til at have indsamlet
  • Norsminde Sejlklub, 50.000 kr. til køb af bådeplads i havnen til klubbåde
  • Nyborg Sejlforening, 47.500 kr. til indkøb af følgebåd - en Limbo-jolle
  • Helgoland Surfers og Fyns Windsurfing Klub, 25.000 kr. pr. klub til køb af SUP-udstyr


Gode råd til ansøgninger
Foreningspuljen modtog i 2018 mere end 2000 ansøgninger. Ikke alle får støtte, men chancerne er ganske gode. Faktisk blev rundt regnet hver anden ansøgning i 2018 tilgodeset. 

Sejlklubben kan forstærke chancen for tilskud ved at følge nogle generelle råd:

  • Vær realistisk og mådeholden. Projektet skal være inden for rammerne af, hvad klubben normalt kan præstere - både finansielt og organisatorisk
  • Vær konkret og præcis. Det er vigtigt at definere præcist, hvad klubben søger støtte til. Find et konkret projekt, der afdækker et konkret behov
  • Vær klar på egeninvestering. Det styrker ansøgningens tyngde og troværdighed, hvis klubben også selv investerer penge i projektet
  • Forankring i klubben. Projektet skal afspejle aktiviteter og tiltag, der stemmer overens med klubbens grundlæggende formål og DNA. Også vigtigt, at en samlet bestyrelse står bag ansøgningen    

Søg råd hos Dansk Sejlunion 
Dansk Sejlunions klubkonsulenter har i årets løb rådgivet flere klubber omkring deres ansøgninger til foreningspuljen.

Muligheden for rådgivning kan også DIN klub benytte sig af. Kontakt Dansk Sejlunions klubkonsulenter her