Dansk Sejlunion



25. maj 2019 16:34 af Flemming Ø. Pedersen

Anne-Marie Rindom suveræn europamester

Rindom - ny europamester - her sammen med hendes vigtigste sparringspartner, træner Piotr Wojewski. Foto: Neuza Pereira

Den danske Laser Radial-sejler satte konkurrenterne på plads med overbevisende sejr i næstsidste sejlads. Dermed var EM-guldet hjemme for første gang i karrieren.


Anne-Marie Rindom er ny europamester i Laser Radial.

Den 27 dansker førte klart før de sidste to sejladser, lørdag - og hun fjernede den sidste rest af tvivl om udfaldet, da hun i overbevisende stil vandt 11. og næstsidste sejlads ved EM-stævnet i Porto. Dermed var EM-guldet definitivt på danske hænder til trods for, at der stadig resterede en enkelt sejlads.

Slutstilligen fra Laser Radial-EM

"Jeg er helt vildt glad og mega stolt. Og samtidig lettet, fordi jeg også var lidt nervøs. Når man fører klart, så har man pludselig alt at tabe, så det var en lidt svær følelse at gå ind til de sidste sejladser med," fortæller Rindom oven på triumfen.

787Em0519 Neuzapereira

Frygtede tyvstart
11. sejlads udviklede sig lidt dramatisk med flere omstarter og en stribe sejlere taget for tyvstart.

"Jeg troede faktisk også, jeg var tyvstartet, men jeg slap fri. Det gav mig en følelse af "second life", så det var bare om at give den gas," forklarer hun om den afgørende sejlads, hvor hun var etter ved topmærket og herefter blot øgede forspringet resten af sejladsen.

I 12. sidste sejlads fik Rindom et tidligt gult advarselsflag for at rokke båden, hvorefter hun holdt igen - og cruisede i mål på en sekundær og ligegyldig 33. plads.

At vinde et stævne allerede før sidste sejlads sker uhyre sjældent. På den baggrund vil Rindoms EM-guld stå som én af de seneste mange års mest overbevisende præstationer i dansk sejlsport.

817Em0519 Neuzapereira

"Alt fungerer lige nu"
Rindom vandt VM-guld i 2015 og OL-bronze i 2016. Hun har flere World Cup-sejre - men aldrig tidligere har hun sejlet mere overbevisende end her i 2019, hvor hun tidligere på foråret har vundet både Trofeo Princesa Sofia Cup og World Cup Genoa.

Med EM-sejren har hun nu sat den øvrige verdenselite på plads ved tre stævner i træk.

"Alt fungerer lige nu. Jeg har arbejdet meget med det mentale, hvor jeg fokuserer på at holde min strategi på banen - og være til stede i nuet hele tiden. Samtidig har vi fået en fantastisk træningsgruppe, hvor vi arbejder hårdt, hjælper hinanden og samtidig har det sjovt sammen," fortæller den nykårede europamester om baggrunden for sin aktuelle storform.

Hør første vinderinterview med Rindom (lydklip nederst i artikel)

Rindom træner sammen med U21-verdensmester Anna Munch, den bedste norske Radial-sejler Line Höst og den unge dansker Michala Norsell. Bag holdet står træner Piotr Wojewski, der også har en stor andel i Rindoms imponerende sejrsrække.

For 20-årige Anna Munch sluttede EM med et par tunge placeringer til sidst. Men samlet slutter hun på en 13. plads - hendes hidtil bedste placering på seniorniveau og et varsel om, at dansk sejlsport mange år frem har stærke kort i Laser Radial.

821Em0519 Neuzapereira