Dansk Sejlunion



23. december 2019 15:18 af Dansk Sejlunion

Line Markert - Tak for et begivenhedsrigt 2019

FORMANDSBLOG fra Line Markert - der ser tilbage på 2019 og dermed afslutningen på et udfordrende årti for sejlsporten. 2020 byder på bl.a. møderække om kredse, e-sejlads og OL i Tokyo.

Kære alle..

Et begivenhedsrigt 2019 nærmer sig sin afslutning, og vi vil gerne fra Dansk Sejlunions bestyrelse sige tak til alle jer, som i årets løb har ydet en indsats for dansk sejlsport på den ene eller anden måde.

Det kan ikke gentages ofte nok - uden de mange frivillige hænder, der stiller op i klubber, ved stævner og øvrige aktiviteter, ja, så har vi ingen sejlsport og ingen ekstraordinære præstationer. Så enkelt er det. Vi håber, I stadig finder glæden ved oplevelserne og fællesskaberne og har lyst til at skabe endnu flere fantastiske oplevelser fremover.

Ved dette nytår er det ikke blot et år, men et helt årti, vi lægger bag os. Og vi kommer ikke udenom, at 10'erne har været udfordrende for sejlsporten og for Dansk Sejlunion.

Fortsat fokus på medlemsudvikling
Oven på finanskrisen tog vores medlemstal et gevaldigt dyk i årene frem til 2014. Siden da har de stabiliseret sig. Gennem hele årtiet har medlemsudvikling været et centralt fokuspunkt for Dansk Sejlunion, og det vil det fortsat være, når vi tager hul på et nyt årti.

Vi skal være mere bevidste end nogensinde i forhold til at skabe attraktive og alsidige rammer sejlsporten i alle dets former. Det betyder også, at vi skal være nysgerrige på, hvordan vi gør vores klubfællesskaber åbne og attraktive for endnu flere sejlere.

Blandt andet derfor starter vi op med e-sejlads i 2020 som et nyt initiativ, som forhåbentlig kan blive en ny indgang til sejlsporten og klublivet for endnu flere danskere.

Der er allerede flere klubber, som har taget hul på e-sejlads som en del af klubbens tilbud. E-sejlads kommer vi til at fortælle meget mere om efter nytår.

Ude på det "rigtige vand" kan vi glæde os over, at der igen i 2019 var masser af både i sigte. For andet år i træk nåede vores lystbådehavne over 1 mio. gæsteovernatninger. Vi skal faktisk ti år tilbage, før vi senest oplevede tilsvarende tal.

Den blå tråd i sejlerlivet 
I sejlunionen fokuserer vi på at skabe en blå tråd gennem sejlerlivet. En blå tråd, som rummer alle aspekter af sejlsporten, og som kan hjælpe klubber og sejlere i beslutningerne om udvikling af klubbens aktiviteter eller den enkelte sejlers næste udfordring.

Som sejler eller frivillig i et sejlerfællesskab skal vi hele tiden være opmærksomme, holde udkig og forberede os til næste udfordring. Jeg vil opfordre jer alle til at se på, hvad I kan lære eller udvikle i 2020 og videre frem i løbet af det årti, som vi stævner ud i lige om lidt.

Møderække om kredse
Ved Dansk Sejlunions generalforsamling i foråret stillede bestyrelsen forslag om at skrive kredsene ud af sejlunionens vedtægter.

Forslaget blev ikke vedtaget. I stedet blev det aftalt, at Dansk Sejlunion skulle invitere til en række møder rundt i landet med fokus på kredsenes fremtidige rolle. Jeg er glad for, at vi nu har møderækken programsat – i perioden fra 21. januar til 5. februar 2020. 

Der er lige nu mødeinvitationer på vej ud til alle klubber, og vi håber at se rigtigt mange møde op og tage del i debatten om samarbejde og aktiviteter mellem klubber lokalt og mellem klubber og sejlunion. Det behøver ikke være klubbens formand eller ungdomsleder, som deltager. Alle, som ønsker at bidrage til at skabe værdifulde samarbejder og fællesskaber, er velkomne.

Generalforsamling
En anden invitation, som netop er sendt ud, gælder Dansk Sejlunions generalforsamling - lørdag den 21. marts 2020 i Odense. Her er der igen valg til Dansk Sejlunions bestyrelse, og jeg vil opfordre alle med interesse for sejlsportens udvikling om at overveje enten selv at stille op - eller gi' et prik på skulderen hos potentielle kandidater i jeres netværk.

Sørg også for, at klubben – og gerne repræsentanter fra forskellige dele af klubben -  møder op på generalforsamlingen og giver jeres mening til kende. Både i den formelle debat og i den uformelle dialog rundt om mødet.

Klubkonferencen - tak til deltagerne
Midt i november afviklede vi årets Klubkonference. Cirka 70 klubber var repræsenteret i år - hvilket er flere end tidligere år. Tak til alle, der mødte frem og var med til at skabe et udbytterigt døgn med masser af inspiration og idéudveksling på tværs af Danmark. 

Vi kan ikke opsummere ALT, hvad der skete på konferencen. Men vi kan vælge nogle nedslag - og jeg vil gerne henvise til tre inspirerende fortællinger om vækst, klubledelse og idéudvikling. Se dem HER  

Historisk landsholdsår
På elitefronten blev 2019 et historisk år. Historisk, fordi en dansk sejler for første gang blev kåret som Rolex World Sailor of the Year. Anne-Marie Rindom blev tildelt hæderen fuldt fortjent oven på et gigantår med både VM- og EM-guld og yderligere to guldmedaljer.

Kort efter nytår er Anne-Marie nomineret til DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn. Det er tredje gang på fem år, at sejlsporten er med i opløbet om Danmarks fineste sportspris. 

Også andre er nomineret til fornemme priser. Anne-Maries træner, Piotr Wojewski, er nomineret til Team Danmark og Salling Groups Årets Træner. Og de unge U23 VM-sølvvindere i Nacra 17, Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov er nomineret til Politiken, DIF og Team Danmarks Årets Fund.

Tillykke med nomineringerne og de bagvedliggende resultater. Vi er stolte af at se sejlsporten stærkt repræsenteret, når årets bedste præstationer på tværs af idrætterne skal kåres.

Her i december sluttede landsholdsåret på flotteste vis. Tillykke med VM-sølv i Nacra 17 til Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck samt VM-bronze til Ida Marie Baad og Marie Thusgaard i 49erFX. Danmark var eneste nation, der vandt to medaljer ved VM-stævnet i New Zealand for 49er, 49erFX og Nacra 17.

Det tegner alt sammen lovende nu, hvor vi er på vej ind i et OL-år, 2020.

På vegne af Dansk Sejlunion ønsker jeg alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Sejlerhilsen
Line