Dansk Sejlunion



19. december 2018 14:02 af Flemming Ø. Pedersen

Kan du uddanne sejlerskoleinstruktører?

Dansk Sejlunion er på udkig efter dygtige undervisere, der kan uddanne kommende sejlerskoleinstruktører. Der er brug for dem - presset på sejlerskolerne er stort mange steder.


Først det positive - stadig flere sejlklubber får certificerede sejlerskoler. Og på mange sejlerskoler er der rift om pladserne med permanente ventelister til følge. Kort sagt, rigtigt mange danskere står på spring for at komme ud på vandet og prøve kræfter med sejlerlivet.

Få nyheder fra Dansk Sejlunion - tilmelding her

Men efterspørgslen rummer også udfordringer. Sejlerskolerne skal skaffe et tilstrækkeligt antal instruktør – ligesom Dansk Sejlunion har behov for undervisere, der kan uddanne instruktørerne.

Nyt stillingsopslag
"Lige nu mangler vi instruktørundervisere. Derfor har vi nu lavet et stillingsopslag, hvor vi søger undervisere, der kan uddanne nye sejlerskoleinstruktører," fortæller Urd Kornø Rasmussen, bredde- og uddannelseskonsulent i Dansk Sejlunion.

"Vi søger personer, der selv har mindst tre års erfaring som sejlerskoleinstruktører og derudover råder over solid sejlerfaring og ved alt det nødvendige om sikkerhed til søs, klargøring, søvejsregler og andet, der indgår i undervisningen."

"Som noget lige så vigtigt skal du samtidig kunne føle glæden ved at oplære andre," forklarer Urd Kornø Rasmussen.

Vil gerne rekruttere bredt
Som instruktørunderviser skal du stå for dagskurser, der afholdes rundt i landet for de kommende instruktører.

"Vi forsøger at rekruttere instruktørundervisere gennem vores sejlerskolenetværk, men vi tænker også, at der uden for netværket kan sidde kandidater, der har alle kvalifikationer til at tage opgaven på sig. Derfor er det vigtigt for os at nå bredt ud med budskabet om, at vi søger nye undervisere," siger Urd Kornø Rasmussen.

Læs mere om at blive instruktørunderviser her – hvor du også finder oplysninger som kompetencekrav, og om hvordan du kommer i betragtning.