Dansk Sejlunion



3. december 2019 13:32 af Flemming Ø. Pedersen

VM og OL-udtagelse - mød alle danskerne

Her kan du møde alle otte danske besætninger, som i dagene 3.-8. december sejler VM i 49er, 49erFX og Nacra 17. VM-stævnet i New Zealand indleder samtidig den danske OL-udtagelse.

Danmark er sikret nationsplads ved OL i Tokyo 2020 i fem bådklasser. Tre af klasserne - 49er, 49erFX og Nacra 17 - sejler VM ud for Auckland, New Zealand, i dagene 3.-8. descember.

LÆS mere om sejlerlandsholdet og dansk sejlsports OL-historie

For alle tre klasser er VM samtidig det første af to stævner, der afgør den danske OL-udtagelse. Den anden og afgørende konkurrence er VM 2020, der sejles til februar i Australien.

FØLG resultater og opdateringer fra VM på Facebook

Her kan du møde alle de otte danske besætninger, der stiller op ved VM - og dermed også bliver en del af OL-udtagelsen. I videoerne fortæller besætningerne om håb, drømme og ambitioner - og om deres VM-form baseret på resultater og udvikling gennem 2019... 

Vejen til Tokyo - sådan foregår udtagelserne

49erFX - to teams i OL-duel

I 49erFX er to danske besætninger med på startlinjerne ved VM. 

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard er tidligere dobbelte europamestre og VM-sølvvindere. De har været med fra FX-klassens begyndelse og har prøvet næsten alt - dog ikke OL, hvor udtagelsen glippede for dem i 2015/16. 

---

Anne-Julie Foght Schütt har tidligere vundet VM-sølv i FX - dengang sammen med storesøsteren Maiken. De missede OL-udtagelsen i 2015/16, hvorefter de stoppede samarbejdet. 

Anne-Julie fortsatte i et nyt makkerskab - nu med Iben Nielsby. 

--- 

To Nacra'er - med intern rollefordeling

I Nacra 17 er der en intern rollefordeling mellem de erfarne Lin Ea Cenholt/Christian Peter Lübeck og det nye team, Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov. 

Natacha og Mathias ser en opgave i at understøtte Lin og C.P.'s aktuelle kampagne - vel vidende, at det vil give dem uvurderlig erfaring at tage med videre i deres egen kampagne, hvor det store mål er OL 2024. 

Lin og C.P. er blandt verdens bedste i klassen og en potentiel dansk medaljekandidat ved OL. I 2019 har de bl.a. vundet EM-bronze - men der har også været udfordringer undervejs i sæsonen. Og niveauet i Nacra'en vokser hele tiden... 

--- 

Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov har på forbløffende kort tid formået at sejle sig ind i Nacra-klassens guldfelter (bedste halvdel). 

De vandt sølv ved U23 VM i 2019 og er således et godt bud på en markant fremtidig topbesætning i klassen. 

Her og nu (dec. 19) handler deres VM-deltagelse først og fremmest om at samle værdifuld erfaring.. 

--- 

Fire danske 49ere ved VM 

Resultaterne for de danske 49ere har de senere år ligget på et lidt lavere niveau end tidligere. Men viljen og ambitionerne er fuldt ud til stede - og hele fire besætninger stiller op ved VM. 

Jonas Warrer er klar til sin femte OL-udtagelse. Han har prøvet hele spektret - både to tabte udtagelser to vundne, hvoraf den ene i 2008 førte til én af dansk idræts mest dramatiske OL-guldmedaljer nogensinde. 

I dag danner Jonas besætning med talentfulde Jakob Precht Jensen. Efter en blandet 2019-sæson har de vist lovende takter ved seneste World Cup før VM.. 

   
--- 

Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl imponerede med en 11. plads ved VM 2018 i Aarhus - hvilket sikrede den danske nationsplads ved OL. 

Siden har de udviklet videre på deres samarbejde, men det helt store resultatgennembrud har de endnu til gode.. 

--- 

Michael Hansen har fra en mangeårig baggrund som Laser-sejler - hvilket bragte ham til OL i 2016 som karrierehøjdepunktet. 

Efter Rio-legene skiftede han til 49er og et samarbejde med Mathias Sletten. Det har taget tid, erkender de, at få omstillingen på plads - men de har oplevet fremgang og tror på OL-chancen, når udtagelserne begynder. 

--- 

Daniel Nyborg og Sebastian Wright Olsen nåede op blandt verdens bedste 29er-besætninger. Efter springet til 49er er odds'ene blevet hårdere, men de er på vej - og deres mål er langsigtet: OL i 2024..